De hurtige om iværksætteren
Er plastik vederstyggeligt eller vidunderlig?
Faktum er, at vi alle kan blive enige om, at vi skal forbruge langt mindre, og vi skal blive bedre til at sortere og genbruge plasten.
I Danmark pibler det frem med iværksættere, der leverer løsninger på overforbrug af ressourcer og på genbrug af plastic. Én af disse er iværksætter Tina Søgaard-Pedersen. Siden 2019 har hun stået i spidsen for virksomheden Vain Dane Athletic, der producerer cirkulært sportstøj med pant.
Tina Søgaard-Pedersen er beviset på, at alle kan få gode iværksætteridéer. Iværksætteri løb ikke i hendes DNA og virkede umiddelbart fjernt. Men 10 år som udlandsdansker i Mellemøsten modnede idéen til, hvad der skulle vise sig at blive til virksomheden Vain Dane Athletic.
“Jeg så tydelige spor af plastik, når jeg kørte hjem fra arbejde igennem en længere strækning med ørken og sanddyner. Her gik kameler og spiste affaldsposer, som var smidt overalt. Jeg havde konstant dårlig samvittighed, men kunne ikke præcisere hvorfor. Det gik efterhånden op for mig, at jeg var del af et større problem med overforbrug af ressourcer.” fortæller hun og fortsætter, “Jeg besluttede mig for at blive en del af løsningen i stedet og efter et par måneder havde jeg lukket mit firma, pakket min lejlighed ned og flyttet hjem til Danmark. Jeg vidste, jeg ville arbejde med genanvendelse af plastik”, siger Tina.
Herfra tog idéen fart og den tidligere HR-chef Tina knækkede koden inden for et år og stod herefter med en virksomhed og et purpose om genanvendelse af plastik til lukrativt sportstøj.
Kendte ikke til ordet iværksætter før 2019
Iværksætteri var nye græsmarker for Tina Søgaard-Pedersen tilbage i 2019, da hun landede tilbage på dansk grund. For Tina har målet om at være god for verden i stedet for bedste i verden, været et ankerpunkt i opbygningen af virksomheden.
Siden da har det været en sej kamp, hvor opturen for Tina har været at skabe en cirkulær forretning med den højest scorende B-corp certificeret virksomhed i Norden, og som har to priser for Best for the World 2022, ligeledes som den eneste i Norden. Hun har opnået alle disse succeser på trods af, at ‘iværksætteri’ var et nyt begreb for hende, da hun startede.
”
Det gik efterhånden op for mig, at jeg var del af et større problem med overforbrug af ressourcer
Tina Søgaard-Pedersen
“Jeg kendte stort set ikke til ordet iværksætter, før jeg flyttede tilbage til Danmark. Iværksætter er et lidt fortærsket udtryk herhjemme og pludselig er alle iværksættere, fordi de har fået en idé eller er begyndt at kalde sig iværksætterkonsulent. Jeg vil ønske, at flere ville arbejde for at lave en rentabel bæredygtig virksomhed, der kommer hele stakeholdermiljøet til gode,” lyder opfordringen fra Tina Søgaard-Pedersen til andre iværksættere.
Vil hylde de små virksomheder med løsninger
Selv erkender Tina Søgaard-Pedersen, at hun har en vindermentalitet og er drevet af at skabe succes. Hun har klaret meget modstand selv og har ikke været afhængig af pseudokonsulenter, der får penge af staten for at hjælpe de egentlige iværksættere.
Som et opråb hylder hun de små virksomheder og peger fingre af de store. For det er de små, der skaber løsninger på mange af de problemer, de store har skabt. En kamp hun er villig til at råbe op om, så vi får ændret vores startup-miljø, og vi bliver bedre til at støtte danske iværksættere.
For Tina Søgaard-Pedersen er drømmene store. På de tre første år har hun nået meget, men hun drømmer stadig store tanker. Kortsigtet skal hun onboarde en co-founder, som skal være med til at lægge kimen for fremtiden.
“Drømmen er at blive det foretrukne grønnere sportstøjsbrand i Danmark for både B2C og B2B. Vi skal kunne sælge til de store virksomheder uden om mellemmænd, som til dels er roden til meget af det, der er galt med B2B salg i tekstilindustrien. Så nu vil vi finde den rigtige forretningspartner og investor så Vain Dane Athletic kan vokse sig endnu større med en,” afslutter hun.