Simon havde svært ved at acceptere virkeligheden og startede Dansk Tang

Tilbage i 2016 var Simon Weber netop færdig med gymnasiet. De fleste holder måske et sabbatår, studerer videre eller finder et arbejder. Simon ville det anderledes, og var med til at starte Dansk Tang. Virksomheden blev grundlagt ud fra en undren over den manglende udnyttelse af havarealerne rundt omkring i Danmark.

Skrevet af: Nicolai Petersen
28 okt 2020

Dansk Tang beskæftiger sig – som navnet antyder – med tang i de danske have: ”Vi høster vild tang, dyrker tang på tangbrug, sælger frisk tang, tørret tang og forskellige andre produkter med tang. Den friske tang sælges primært til restauranter og kantiner, men vi har også for nyligt åbnet op for salg til private via vores webshop. Det tørret tang sælges for eksempel i alle Helsams butikker i landet.”

Udover at Dansk Tang står for at høste og producere tang, så har de også formået at udnytte andre af havets ressourcer: ”Vores nyeste tiltag er at alle vores forsendelser bliver sendt med pakkefyld som består af ålegræs. Bionedbrydeligt og CO2-neutralt. Dette er også et koncept som flere andre virksomheder ønsker at bruge, og derfor har vi åbnet for salg af ålegræs som pakkemateriale.” Et bæredygtigt koncept man kan læse meget mere om her.

Og det er netop havets ressourcer, og den manglende fokus på hvilke muligheder der findes, der har dannet grundlaget for Dansk Tang: ”Det hele bunder i en undren over at vi kun udnytter så utrolig små havarealer i Danmark. Alle taler om bæredygtighed på land, men meget få har fokus på havet. Den fejl det er, ikke at udnytte havet, har jeg haft meget svært ved at acceptere. Derfor synes jeg en virksomhed som Dansk Tang er så sindssygt oplagt.”

 

Lokale ildsjæle… og Noma

Og det var Simon og resten af Dansk Tang ikke alene om at synes. Dog var det ikke de store armbevægelser i starten. Der var en national udbredelse ikke en decideret målsætning. Der var fokus på lokalmiljøet og hvordan lokale produkter kunne blive solgt lokalt. Men konceptet og kvaliteten af produktet, viste sig hurtig at kunne være med i verdensklassen: ”Dansk Tang begyndte som en lokal idé omkring anderledes fødevareproduktion her i Odsherred. I begyndelsen var det blot et mål at sælge produkter til lokale virksomheder, så som gårdbutikker og delikatessebutikker. I den første tid fik vi utrolig meget hjælp af lokale ildsjæle som Sidinge gårdbutik, Lokalkompagniet og Claus Henriksen fra Dragsholm Slot. Men meget hurtigt tog det fart, og en dag ringede Noma og spurgte om vi kunne levere frisk tang, og så var der ingen vej tilbage.”

Men med en lang række restauranter som deres primære kundebase, har den igangværende corona-krise haft store konsekvenser for Dansk Tang, og deres forretningsmodel. Dog har det, som i mange andres tilfælde, tvunget dem til at tænke ud af boksen: ”Vi har været hårdt ramt, da alle vores restaurant-kunder lukkede. Næsten fra den ene dag til den anden. Den tid det gav os har vi dog prøvet at udnytte bedst muligt. Vi har for eksempel ’opfundet’ at sælge vores overskudstang som kosttilskud til heste. Vi har også lavet 13 forskellige plakater med tang, til salg i vores webshop. Dette er også med til at vise hvor flot og anderledes tang kan være, end det folk typisk forbinder det med, når de ser det på stranden.”

 

Simon Weber er grøn rollemodel med stort G

Dansk Tang som koncept er bæredygtigt og grønt i deres grundtanke. Og en stor del af det, kan tilskrives det store fokus Simon har på netop bæredygtighed og grønne løsninger. Det skinner særligt igennem i virksomhedens beslutninger såvel som hans privatliv. Derfor er Simon også oplagt som en af vores grønne rollemodeller der skal vise vejen og mulighederne ved gå den grønne vej når det kommer til at være iværksætter: ”Jeg vil ikke bare vise hr. og fru. Danmark at det er muligt at leve bæredygtigt, men i endnu højere grad vise de danske virksomheder, at det er muligt at skabe virksomheder uden nævneværdig CO2-belastning. Det indebærer både den måde jeg personligt lever på, og for eksempel fremstår på sociale medier. Men det indebærer også alle virksomhedens beslutninger. Ligeledes prøver vi ved enhver given lejlighed, for eksempel når vi har virksomheder på tangsafari, at skubbe dem i en grønnere retning og holde korte oplæg omkring vores syn på en mere grøn verden.”

Udover at have den grønne vinkel i deres daglige arbejde, så er det også vigtigt hvilke signaler Dansk Tang sender til deres kunder: ”Det er vigtige for os, er at det er tydelige signaler vi sender i forhold til bæredygtighed. De produkter folk køber, smager ikke blot godt, de er også sunde og bæredygtige. Den er håndhøstet og med tanke på biodiversiteten. Desuden skal de være klar over at når de støtter Dansk Tang, så støtter de også en virksomhed som vil være med til at inspirere andre. Og så ligger der også en god fortælling i at den tang man køber i vores webshop, er kvalitetsmæssig identisk med den de fine restauranter modtager.”

 

Dansk Tang går forrest i et marked i udvikling

Simon og resten af holdet ser ind i en fremtid for Dansk Tang der tegner positivt. De forskellige markeder i verden, er stille og rolig ved at få øjnene op for tang. Faktisk er Asien det marked i verden, hvor der er størst efterspørgsel – og Europa haler ind: ”Hvis vi kigger imod Asien, ser vi en verdensdel som er utrolig vilde med tang, en tendens der også er på vej i Europa nu. Og med et EU-marked på tang, som stiger med 7% om året, ser det rigtig spændende ud.”

Og med det konstant voksende marked, så ser Simon også gode muligheder når det kommer til en eventuel udvidelse af produktionen: ”I forhold til potentialet rent klimamæssigt, så er det næsten kun fantasien der sætter grænser. Vi udnytter så godt som intet af det danske søterritorium. Så der er masser af plads.” Derudover forventer Dansk Tang at de inden for fire år skal have udnyttet det danske hav bedre. Det skal ske ved at dyrke op til fem forskellige typer af tang, som også skal være med til at forbedre vandkvaliteten. Til slut fortæller Simon at Dansk Tang skal være Danmarks første CO2-negative virksomhed og ”vi samtidig skal inspirere andre til at gå den samme vej.”

Simon Weber og Dansk Tang er en del af dette års grønne rollemodeller. I ugerne op til Global Entrepreneurship Week i uge 47, kan du blive klogere på nogle af de seje, grønne iværksættere vi har rundt omkring i Danmark.