Michael Hasse og Plant Jammer vil ændre én milliard menneskers spisevaner

Med en fortid hos Merrill Lynch, McKinsey og Novozymes samt en master i Matematisk Økonomi, var Michael Hasse vant til have en travl hverdag. Men derudover havde han også en interesse i at lære at lave mad. Det førte til at Michael udviklede et produkt, der kunne lære ham det grundlæggende inden for den kulinariske verden.

Skrevet af: Nicolai Petersen
30 okt 2020

Det var på den baggrund at Plant Jammer blev grundlagt. Plant Jammer er en app der, via kunstig intelligens, kan hjælpe en til at sammensætte fødevareprodukter, og finde den mest optimale madkombination, ud fra hvad man har til rådighed i køkkenet. Og som navnet antyder, så er det også et hjælpemiddel til at spise mere plantebaseret, og lære hvordan man kan gøre kødfrie rette lige så spændende. Michael opsummerer essensen af Plant Jammer: ”Så kan man finde et lækkert måltid, der både er godt for dig selv og planeten.”

Michael Hasse er en af vores grønne rollemodeller, og står i spidsen for Plant Jammer, som han stiftede tilbage i 2016. Dengang mente Michael, at der var et misforstået fokus på hvad der skulle gøres for at nedbringe den udledning af CO2 som fødevaresektoren stod for, og stadig står for i dag: ”Jeg undrede mig over, at vores fødevaresektor har så stor udledning af CO2, og at næsten alle prøver at skabe ’top-down handlinger’ på det. Det kunne for eksempel være at lave store fabrikker, der producerer plante-baseret køb. Samtidig er fødevarer dette smukke område, hvor man som individ faktisk kan gøre en forskel, bare ved at ændre vaner ’bottom-up’.”

Og det at hjælpe den enkelte med at gøre en forskel, mener Michael er en rollemodels fornemmeste opgave: ”For mig er man først og fremmest rollemodel, hvis man hjælper andre med at agere bæredygtigt. Og jeg tror på at man er en grøn rollemodel, når ens handlinger er simple og nemme at repetere for andre. Det kan være at spise lidt mindre kød, flyve lidt mindre, tage cyklen eller lave sin egen mad fremfor take-away. Det handler om én million uperfekte handlinger, fremfor tusind perfekte.”

 

Vil ændre én milliard menneskers madvaner

I skrivende stund har Plant Jammer omkring 150.000 aktive brugere rundt omkring i verden. Så Michael og resten af holdet har allerede været med til at gøre en forskel for en betragtelig del af mennesker og deres familier. Det stopper dog ikke her. Holdet bag Plant Jammer har de en erklæret målsætning, man ikke kan undgå at blive imponeret over: ”Vores erklærede formål er at ændre hvordan én milliard mennesker spiser. Vi kan nok kun nå et par millioner med vores app, men vi har også pakket vores kunstige intelligens-algoritmer ind i en API (application programming interface). På den måde så kan alle, der har online opskrifter bruge vores teknologi, og derigennem lave fede madlavningsoplevelser, der er adfærdsændrende hen mod en sundere planet.”

Udover at ændre adfærden hjemme i køkkenerne, så skal Plant Jammer også være et aktivt redskab for diverse fødevareselskaber: ”Vi vil skabe en bevægelse mod aktiv handling i hverdagen. Vores teknologi bør bruges af alle fødevareselskaber i verden, og som kan være med til at inspirere til bedre madlavning. Og så er det underordnet, hvem man er, hvor man er og hvilke slags begivenheder, der er tale om.”

Når Plant Jammers mål er at ændre adfærden hjemme i køkkenet, så har corona-pandemien faktisk betydet, at flere har valgt at eksperimentere og lave deres mad derhjemme. Og så er den interaktive app jo et perfekt redskab, ifølge Michael: ”Jeg vil gerne have at folk føler de har en venlig kok siddende ved siden af dem, som gør det super simpelt at beslutte hvad man skal lave, og samtidig gøre det super lækkert.”