Fenagy blev stiftet under pandemien og udnytter de muligheder en krise også giver

Kim Gardø Christensen og resten af Fenagy’s grundlæggere valgte i juni måned 2020, at stifte virksomheden. Hele verden var lukket ned, men de så alligevel muligheder inden for deres branche.

Skrevet af: Nicolai Petersen
06 nov 2020

Kim sprang i 2006 ud som iværksætter, efter at havde arbejdet som ingeniør hos Teknologisk Institut. Han stiftede et firma dengang ved navn Advansor, som efter fem år blev solgt til amerikanske Dover Corp. Efter at havde fortsat som direktør i firmaet, valgt han derefter igen at engagere sig i iværksættermiljøet. Siden 2018 har han derfor arbejdet som business angel og investeret i en række grønne start-ups.

Kim er altså iværksætter ud til fingerspidserne, og har en stor erfaring når det kommer til at udnytte potentialet, og forstå hvad der mangler for at få succes. Derfor har det også været oplagt at få Kim og Fenagy med ombord som grøn rollemodel, i forbindelse med dette års Global Entrepreneurship Week. Iværksættere der er drevet af skabe noget, og samtidig har modet til at skabe i svære tider, er beundringsværdigt, og noget vi gerne vil sætte fokus på hos Dansk Iværksætter Forening.

Om at være grøn rollemodel udtaler Kim: ”Jeg ser en kæmpe motivation i at hjælpe andre iværksættere med at tage turen fra idé til produkt og videre ud på markedet. Jeg har en kæmpe force i at kunne prioritere og fokusere på de opgaver, der er vigtige lige nu. Det er utroligt vigtigt, som en start-up, at man fokuserer på det, som sikrer virksomhedens overlevelse på den korte bane, men samtidig gør tingene rigtig fra start af, så det kan skaleres sidenhen.”

Med et drive som Kim selv anser som værende et dårligt match med det at være normal lønmodtager, stortrives han når han kan være ”herre i eget hus” og jagte de huller der findes i markedet: ”Den grønne omstilling indebærer nogle enorme forretningsmuligheder, som er værd at løbe efter. Kombinationen af bæredygtig omstilling og fysiske produkter er en svær kombination, som selvfølgelig også gør, at man kan finde nicher i markedet, som man har for sig selv i længere tid.”

 

FENAGY leverer varme og kulde baseret på grøn el

De produkter Fenagy fremstiller er energioptimeret, så de kan producere varme og kulde på grøn strøm. Den måde man producerer fjernvarme på i dag, kræver en stor omstilling, når den skal være fra at basere varmeproduktionen på fossile brændstoffer. Dette arbejder Fenagy med at gøre tilgængeligt: ”Dette er muligt med effektive varmepumper. Industrien bruger i mange sammenhænge køl til processer, og fremstilling af denne køl giver overskudsvarme. De nye lempelser på afgiftssiden gør det utroligt attraktivt at genvinde denne overskudsvarme og løfte temperaturen via en varmepumpe, så den kan nyttiggøres til for eksempel opvarmning. Fenagy laver både varmepumper og industrielle køleanlæg til fjernvarme og industri.”

Og forretningsmodellen for Fenagy er klar til at blive skaleret. Det kræver dog hårdt arbejde i forhold til hvordan deres fokus ligger: ”Vi ser et meget stort marked for vores produkter til såvel fjernvarme som industri. Vores hjemmemarked er Skandinavien, men resten af Europa vil helt sikkert følge efter den grønne omstilling som Danmark klart er foregangsland for. Med vores projektfokus er virksomheden selvfølgelig ikke skalerbar på samme måde som en IT-virksomhed, der laver en app, men udviklingen i Europa med fokus på global opvarmning vil klart tilgodese vores vækstmuligheder.”

Fremtiden for Fenagy er også klar. De vil revolutionere hele varmepumpe-branchen i alle dets facetter. Her handler det om hvordan man projekterer, idriftsætter, indkører og efterfølgende servicerer varmepumperne. Grunden til at Fenagy mener de kan gøre det betragteligt bedre, ligger i den måde de går til opgaven på fra starten af: ”Vi kommer med en fabriksbygget unit, som er kundetilpasset, så den kan idriftsættes og indkøres klart hurtigere end fjernvarmebranchen har været vant til. De efterfølgende services og vedligeholdelsesomkostninger bliver også klart lavere, som følge af et mindre komplekst produkt og velkendte og afprøvet komponenter.”

 

Fenagy har udnyttet corona-krisens muligheder

En af de afgørende grunde til Kim og resten af Fenagy er en af dette års grønne rollemodeller, er fordi de har skiftet deres virksomhed midt under en pandemi. Hos Fenagy har de set et hul i markedet, og politiske beslutninger har gjort det fordelagtigt at udnytte det hul. Årets tema til Global Entrepreneurship Week er Grøn GenStart, og vi har netop brug for iværksættere som Kim der ser den grønne omstilling som det oplagte middel ud af krisen.

Kim udtaler det således: ”Vi har grebet de muligheder, som en krise også giver. Vi har for eksempel ansøgt om ’soft money’ midler, som regeringen klart har øget som følge af corona-krisen. Der er klart et fokus på at investere i grønne projekter, da den grønne omstilling skal være med til at hjælpe Danmark videre fra krisen. Endvidere har vi fuldt fokus på at kigge fremad i en kriseperiode, hvor andre virksomheder har fokus på nedskæringer og omkostningsreduktioner i en krise.”

Udover at formå at skabe en virksomhed under vanskelige forhold, så har Fenagy altså også dette projektorienteret forhold til deres kunder. De er med i alle facetter af processen, og hjælper både med at forstå kundens problemer og mulige løsninger, til den egentlig udvikling og efterfølgende driftssupport.