Skrevet af:
09 nov 2018

Iværksætterne skal redde verden

12. november 2018

 

I dag åbner Danmarks Iværksætteruge 2018, og kl. 13.00 mødes politikere, investorer, FN, iværksættere og meningsdannere til et stort åbningsarrangement, der sætter iværksætteri og Verdensmålene på dagsordenen.

 

Der skal mere til end at sortere køkkenaffald, slukke lyset og købe økologisk frugt og grønt. Det er et godt sted at starte, men vi er nødt til at tænke i nye og holdbare løsninger, hvis vi skal nå Verdensmålene. Og det er lige, hvad iværksættere gør.

 

Derfor samler værterne for årets Iværksætteruge, Dansk Iværksætter Forening og Erhvervsstyrelsen, alle relevante parter, der kan være med til at fremme iværksætternes vilkår for at arbejde med Verdensmålene. Hvis vi skal indfri Verdensmålene, kan vi nemlig ikke optimere og effektivisere os til det. Der skal nytænkning til. Helt nye forretningsmodeller og løsninger. Vi skal med andre ord hacke Verdensmålene.

 

“For os handler det om nye muligheder, markeder og virksomheder på et nyt felt. 193 statsledere er blevet enige om et behovskatalog med uudtømmelige forretningsmuligheder. Her har iværksætterne helt afgørende forudsætninger for at slå de etablerede og rydde bordet. For iværksættere er begreber som purpose og impact noget medført, autentisk og oprigtigt.”, siger Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening.

 

Hos FN’s udviklingsprogram (UNDP), der er officiel afsender på Verdensmålene, er man enige i, at iværksættere skal på banen, hvis Verdensmålene skal nås.

 

“2030-dagsordenen anerkender specifikt unge som “forandringsagenter” for en bedre verden. Morgendagens løsninger på nutidens globale udfordringer, der står beskrevet i Verdensmålene, skal løses i samarbejde med unge, sociale iværksættere. De kan inspirere os og bidrage med nye idéer og dristige, visionære opfindelser, og det er deres fremtid. Derfor er UNDP engageret som partner i Danmarks Iværksætteruge 2018”, siger Camilla Brückner, direktør for UNDP's nordiske repræsentationskontor.

 

Iværksætterne får også opbakning fra erhvervsminister Rasmus Jarlov:

 

”Jeg håber, at flere af de nye danske iværksættere vil fokusere på at bidrage til, at Danmark opfylder Verdensmålene. Ikke mindst, fordi der er et stadigt voksende forretningspotentiale i Verdensmålene. Internationale analyser peger på forretningsmuligheder for mindst 12.000 milliarder dollars frem mod 2030, og herhjemme kan vi se, at sparepengene i højere grad bliver investeret i puljer, der har en bæredygtig eller etisk profil. Det er en tendens, der nok kun vil vokse i fremtiden.”

 

Både erhvervsminister Rasmus Jarlov, Formand for Dansk Iværksætter Forening Peter Kofler og Direktør for UNDPs Nordiske repræsentationskontor Camilla Brückner deltager i åbningen, hvor erhvervsministeren ligeledes lancerer et nyt, endnu ikke offentliggjort initiativ.

 

Mød iværksættere fra hele Danmark

I åbningen deltager også 17. Verdensmålsambassadører og andre startups fra hele landet, der alle har skabt produkter, der giver danskere et alternativt valg. Det er bl.a. startuppet Flow Loop, der laver bruseløsninger, som sparer på vandet men bevarer trykket. Postevand, der hælder postevand på pap og giver os et alternativ til vand på plastflaske, Wholi, der som et alternativ til kødproduktion, bruger det lige så nærende og proteinrige insektmel i fødevarer og Marine Bubble Flow, der mindsker brændstofforbruget og forureningsudslip for de store containerskibe, der fragter vores varer.

 

Arrangementer landet over

Under hele ugen finder der op mod 250 arrangementer sted landet over, og langt størstedelen er gratis at deltage i. Du finder dit lokale arrangement og tilmelder dig på www.gew.dk.


 

Tid og sted for åbningen:
Mandag den 12. november kl. 13.00-16.30

Børssalen, Dansk Erhverv, Slotsholmsgade, 1216 København K

 

Pressekontakt eller info om evt. lokale cases:

Christina Vinter, projektleder Danmarks Iværksætteruge, email: christina@gew.dk