I Blue Ocean Robotics udvikler, producerer og sælger de robotter til gavn for mennesker og miljøet

Robotter er meget mere end produktionsoptimering og erstatning af menneskelig arbejdskraft. I Blue Ocean Robotics skaber de robotter til gavn for både miljøet og serviceindustrien. På trods af coronakrisen, er virksomheden på en spændende vækstrejse i et marked, der vokser ganske kraftigt.

Skrevet af: Sofie Holmsberg
22 okt 2021

I Blue Ocean Robotics laver de robotter, der er til gavn for mennesker. Robotterne skal hjælpe mennesker i deres professionelle jobs med at være mere produktive, få et bedre arbejdsmiljø samt skabe en endnu højere kvalitet i deres arbejde. Claus Risager, Co-Founder og CEO har arbejdet med robotter siden 1988. I de første mange år med fokus på robotter til at automatisere processer i produktionen hos industrivirksomheder. Men siden 2000 har han gradvist arbejdet mere og mere med robotter i åbne miljøer, hvor robotterne er omgivet af mennesker. 

Frem til 2010 skete der en betydelig udvikling i pris og funktionalitet på de komponenter som software, sensorer, motorer med videre som robotterne er bygget af. Dette gjorde det muligt at der kunne laves mobile robotter, der netop kunne levere en bestemt service, og gøre dette på en sikker, pålidelig og enkel måde. Samtidig kunne robotterne fremstilles til en attraktiv pris for kunderne. Dermed var grundlaget lagt for at kunne tage springet og starte en robotvirksomhed med fokus på at lave autonome mobile robotter til professionelt brug i serviceindustrien. “Oven i dette blev disse autonome servicerobotter spået en stor fremtid med mange hundredetusindvis af enheder solgt hvert år og med vækstrater i markedet der ville gøre, at antallet af solgte robotter blev fordoblet hvert tredje år. Altså alt i alt super attraktivt at starte op under sådanne betingelser,” tilføjer Claus til historien om, hvordan Blue Ocean Robotics startede. 

 

3 robotter i porteføljen

Blue Ocean Robotics udvikler, producerer og sælger autonome mobile robotter til professionelt brug i serviceindustrien, hvor sundhedssektoren er det største marked. Porteføljen tæller i øjeblikket tre robotter. UVD Robots - som er en robot, der ved hjælp af UV lys på intelligent vis kan navigere rundt i et lokale som fx en operationsstue på et hospital og dosere UV lys, således at 99.99% af alle bakterier og virus er elimineret efter blot 10 minutter. Den anden robot er GoBe Robots, som ved hjælp af et videokonference modul på toppen af en mobil base giver medarbejdere, der ikke er på samme lokation mulighed for at samarbejde og samtidigt bevæge sig rundt i en facilitet. Den sidste robot er PTR Robots, som anvendes til sikker forflytning og genoptræning af patienter og borgere på hospitaler, plejehjem og genoptræningscentre.

 

Klimavenlige robotter

Bæredygtighed er vigtigt for Blue Ocean Robotics, som tager højde for FN's verdensmål i udviklingen af alle robotterne. De skal helst bidrage direkte til at verdensmålene nås, men også internt i virksomheden vægter de bæredygtighed meget højt. 

GoBe Robots er et godt eksempel på en robot der bidrager til at være bæredygtig. Den gør det muligt for medarbejdere på forskellige geografiske lokationer at arbejde sammen. Ved at anvende GoBe Robots nedbringes rejsetid og omkostninger, hvilket også betyder en enorm besparelse på udledning af fossilt CO2. “GoBe Robots er formentligt den mest klimavenlige robot, som nogensinde er skabt.” fortæller Claus. 

Det er ikke bare GoBe Robots der er bæredygtige. Virksomhedens tre robotter bidrager til at reducere ressourceforbrug, skabe sundere miljøer og bedre arbejdsvilkår for mennesker. UVD Robots fjerner bakterier og virus fra hospitalerne uden at bruge kemiske løsninger, hvilket samlet bidrager til at skabe et sundere miljø på hospitalerne fri for kemikalier. PTR Robots bidrager til at skabe en bedre genoptræning af mennesker med lammelser, og gør dette med brug af færre menneskelige ressourcer, samtidig med at arbejdsmiljøet er kraftigt forbedret. Samlet set bidrager alle robotterne i Blue Ocean Robotics til at løse nogle af de helt store af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. 

 

Konsekvenserne af Covid-19

At drive robotvirksomhed kan også være udfordrende, og som så mange andre virksomheder, så mærkede de i Blue Ocean Robotics også konsekvenserne af Covid-19. De havde været for hurtige med at bygge medarbejderstaben op, og pludseligt var den økonomiske byrde for stor, og de måtte se i øjnene, at de var nødt til at reducere organisationen igen. Det betød en opsigelse af mere end 50 medarbejdere, ca. hver fjerde. “Dette var meget hårdt og ubehageligt, for vi havde nogle fantastiske medarbejdere, som vi kendte rigtigt godt, og som var yderst loyale over for firmaet. Det var virkeligt svært, og meget følelsesmæssigt udfordrende,” fortæller Claus. 

Virksomheden lagde alle kortene på bordet og sørgede for, at alle medarbejderne fik indsigt i økonomien, så flest muligt kunne se problemet. Dette ligeledes for at få en forståelse for at de mange opsigelser kunne betyde, at de med tilpasningen i organisationen kunne få genetableret en balance i firmaets økonomi igen. 

Den meget transparente tilgang betød, at de fleste medarbejdere støttede op om processen, hvilket skabte en god og ordentlig stemning i den periode, hvor reduktionen fandt sted. Claus fortæller, at det har givet virksomheden et ekstra lag af stærkt sammenhold, og at de i dag er endnu større end dengang. I dag er der nemlig blevet ansat flere end der blev opsagt, hvilket har skabt en stærk tillid mellem ledelse og medarbejdere. 

 

En lys fremtid  

Nu er vi ved at være på den anden side af Covid-19 og i Blue Ocean Robotics er de kommet stærkere ud af krisen. Med omkring 200 medarbejdere rundt om i verden, kunder i mere end 60 lande og hovedkontor i Odense er Blue Ocean Robotics på en spændende vækstrejse i et marked, der vokser ganske kraftigt. Claus forudser da også, at Blue Ocean Robotics i løbet af en årrække formentligt vil blive solgt til en anden virksomhed, en kapitalfond eller at selskabet vil blive børsnoteret. “Det vil være et meget sandsynligt scenarie, og det er investorerne i selskabet ganske enige om. Til den tid vil selskabet sandsynligvis være ret stort med en omsætning over 1 mia. kr. årligt.” tilføjer Claus. Hvis virksomheden om 10 år har skiftet hænder, så er Claus ikke i tvivl om, at han nok er i gang med at starte endnu en robotvirksomhed op. Han er nemlig iværksætter helt ind i DNA'et. Men inden da skal de i Blue Ocean Robotics udnytte deres enorme potentiale under Claus og co’s vinger i et marked, der vækster, og hvor de kan bidrage til en mere bæredygtig verden.